- Btw, credit til min bedsteveninde for at have fundet på den første del, tak. Kunne ikke have skrevet det bedre selv. Jeg holder af dig. ♥ - Enjoy!
Den sommer blev sommeren, der ændrede mit liv. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde kunne komme til, at holde så meget af en anden på så kort tid.
På trods af at jeg engang var glad, lever jeg nu i min egen mørke, tillukkede verden.
Få mig til at glemme ham. Det havde været den bedste, og alligevel den værste sommer jeg havde oplevet. Luup var kommet og havde på få uger lagt mit liv fuldstændig om, og det var ham, som jeg nu manglede. Jeg savnede ham så inderligt.
- Det stak forfærdelig hårdt i mit hjerte, hver gang jeg tænkte på ham. Alting omkring mig var faldet sammen efter hans død. Mit liv var som et hus, der lige var blevet bygget færdigt og som var blevet så utrolig flot. Men så var der kommet en psykopat og havde brændt hele lortet ned igen. Luup var ham, der havde bygget huset færdigt, og hans død var den, der havde brændt det ned.
- Luup - den søde, nuttede og sjove hund med den mørke, korte pels. Hans liv var blevet revet itu og smidt ad helvede til. Han var blevet revet fra mig på så få sekunder.
- Ingen ville nogensinde kunne komme ind igen og rette op på mit liv. Ingen ville kunne lappe det hul, som Luup havde efterladt sig. Det store blødende hul, der sad i mit hjerte.
Det var blevet efterår nu, og bladene raslede ned fra himlen og fløj i cirkler, indtil de langsomt dalede den sidste vej til jorden og lagde sig ovenpå de tidligere, der begyndte at danne bunker rundt omkring i haven.
Jeg havde ikke noget imod efterår, bestemt ikke. Men alligevel følte jeg, at efteråret sammen med vinteren var med til at dræbe sommeren og dens minder. Mine øjne svulmede op og begyndte at glinse, jeg kneb dem hårdt i, og tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder. Min krop fyldtes med vrede og sorg, og jeg slog poten så hårdt ned i jorden, jeg kunne.
Det dunkede hårdt, og smerten fik mig til at græde endnu mere. Min mave trak sig sammen, og jeg brølede. Jeg rystede af sorg, vrede og smerte, og i det øjeblik kunne jeg ikke tænke andet end: ”Fuck alt”.
Mine sanser skærpes i ørkenens støv. Jeg brøler, men intet svarer tilbage. Hjælp. Hvor bliver hjælpen af? Panikken spreder sig fra tå til top. Hvad gør jeg? Jeg lukker mine øjne i og sukker. Jeg brøler igen. Jeg rejser mig op på alle fire og drejer hovedet til højre. Intet. Jeg ser intet. Er jeg blevet blind? Nej, vent. Der er noget, flere meter til højre. Jeg kan høre dens hjertebanken. Dupdup dupdup dupdup. Jeg ser ned på min ødelagte pote. Det går nok. - Jeg er et selvstændigt dyr og er meget magtfuld. Bortset fra at jeg mistede kontrollen i et split sekund. Men det er en længere historie, som ikke spiller nogen rolle, for det har ikke noget med min historie at gøre. Jeg bevæger mig videre, men alt for udmattet til at fortsætte. Jeg bruger mine sidste kræfter på at brøle. Hjælp mig nu, jeg kan ikke fortsætte alene.
Svagt mærker jeg en snude på min krop. Jeg får fremstammet: ''Hvem der?'' Og stønner kort. Jeg prøver at åbne mine øjne, men det går ikke. Er alt for træt og svag. ''Bliv liggende, rør dig ikke. Blodmangel.'' Stemmen kom bagfra. Den skubbede til mig, og fik mig op på dens skuldre. ''Rolig. Det går nok. Jeg skal nok få dig i sikkerhed. Bare et par kilometer igen, så er vi der.'' Jeg kunne høre på dens stemme, at det var en han. Men selve dyret var ukendeligt. Hvis man ser bort fra, at jeg var bevidstløs, så var turen pænt lang.
Da jeg vågnede, lå jeg et fugtigt sted. Tæt på en flod og under en palme. Er jeg kommet i paradis? Jeg gabte og slikkede mig om munden. Nej, jeg er ikke sulten. Udmattet, træt. Men samtidig så frisk. Jeg slog blikket ned på min pote og så, at den var så godt som helet. Hundrede procent rask. Umuligt. Hvordan kan det være muligt? Orker ikke at gå i filosofisk tankegang. Jeg lagde mit hoved ned igen og betragtede jorden. Frodig. Hvordan kan det være, at jeg først nu indser, at man ikke burde færdes i en ørken? Jeg er en løve. Jeg er ikke bygget til at være klog. Kun til at være leder, være temperamentsfuld og selvstændig. En, to, tre .. op og stå. Adlyd. Jeg kom op på mine poter og gik rask hen mod floden og beundrede mig selv. Jeg havde aldrig opdaget det før, - jeg er et meget smukt dyr. Men hvorfor frygter de mig så? Jeg er harmløs. Blink, en tåre triller ned ad min kind. Alt dette bedrøver mig. Jeg pudser min næse i græsset og tager en slurk vand. Jeg må hellere tage af sted, inden jeg gør nogen skade. I fuld fart løber jeg afsted. Jeg kan svagt høre et par poter, som løber efter mig. Vreden bobler op i mig, ikke igen. ''Bliv væk!'' Brøler jeg. Men jeg standser brat op og venter på dyret bag mig. Jeg puster ud og vender mit hoved om. ''Hvad vil du?!'' Jeg så på ham med sammenknebne øjne. Han kigger ned på jorden og ser op igen med et smørret grin. ''Fatter du det ikke? Vi to, dig og mig, vi skal følges ad. Det siger stjernerne. Har du ikke set det? Soulmates. Jeg har luret på dig så længe, du må ikke forsvinde.'' Han ryster på hovedet. En hund. Jeg kan ikke følges med en, som går sine egne veje. ''Du er en hund. Du følger dine egne mål. Det er surrealistisk. Og nej, jeg har ikke set stjernerne. Hvem tror du, at jeg er? En romantiker? Næh nej.'' Jeg begynder at gå videre, med et lille håb om, at han vil gå med. Jeg sukker. ''Kommer du?'' Jeg sender ham et spørgende blik. Hans ansigt lyser op, og han kommer gående mod mig med et stort smil. ''Haha ja. Troede lige, at du havde kasseret mig.'' Vi gik. Bare gik. Ingen forhastninger.
''Hey du, løve .. hvor skal vi hen?'' Han kigger på mig. Forventende. Jeg aner det ikke. Hvad skal jeg sige? Vi står her. På ingenmandsland. ''Luup,'' jeg kigger den anden vej, jeg er udtryksløs, - ''jeg aner det ikke. Jeg skal bare væk, for jeg har ingen mål i mit liv. Se på mig. Jeg er en løve .. folk frygter mig. Jeg blev opdrættet af farlige dyr, men jeg kan aldrig finde på at gøre nogen fortræd.. Jeg spiser, fordi jeg er sulten. Jeg sover, fordi jeg er træt. Men jeg flakker rundt, fordi jeg ikke har nogen steder at gå hen. Jeg er et ensomt dyr, - min flok smed mig ud. Jeg er åbenbart for harmløs. Det bedrøver mig, at jeg ikke kan se en ende. Mit liv fortsætter bare, og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Du reddede mig, da jeg havde brug for det, men hvad så med nu? Jeg har ikke brug for hjælp. Vi har vandret sammen så længe, at jeg knap nok kan kende forskel på dag og nat, december og juli. Vi har haft op- og nedture, som er for lange til at beskrive. Hm. Spørg mig ikke igen om, hvor vi skal hen. Hellere slutte det som Selma og Louise.'' Jeg puster ud og går videre. Jeg kunne høre ham åbne munden, og vendte mig derfor om. ''Løve, du er smuk. Du betyder alt for mig, hvorfor vil du så forsvinde fra mig? Er det ikke nok, at jeg har reddet dig en gang? Du skylder mig kun en tjeneste, og det er kun at følge med mig op til Det Store Bjerg, for så er mit liv fuldført, hvis du er deroppe sammen med mig. Se på mig .. jeg er gammel og svag. Jeg dør snart af alderdom. Måske er vi forskellige, men derfor kan vi stadig godt hjælpe hinanden. Ellers er der ingen mening med vores vandring. Jeg har virkelig nydt dit selskab, men hey – tid til at fortsætte.'' Jeg ryster med hovedet. Hans ord betyder ikke noget. Jeg skylder ham intet. ''Det eneste jeg kan give dig er en anmodning om, at du skrider nu. Din sandhed passer ikke. Gå væk med dine mål og kærlighed til mig .. Den ødelægger mig. Du er en hund. Det siger alt. Jeg kan ikke elske en hund.'' Jeg går min vej uden at høre hans kommentar. Jeg er ligeglad. Jo, jeg holder af ham, men .. jeg kan ikke følges med en, som er et andet dyr end jeg. Jeg skylder ham intet.
Dagene gik, og jeg hører intet fra hunden med navnet Luup. Jeg blev ensom. Mere end jeg var før. Mine øjne bliver sløret af tårerne. Nej. Jeg kan ikke græde over et tabt venskab. Han betyder ikke noget. Intet. Jeg standser op og lukker mine øjne. Hvorfor er mit sind så uroligt? Jeg tripper med min pote. Jeg lytter bare på vindens susen. Hm. Jeg står her .. tæt på det magiske bjerg, der hvor ens skæbne er blevet besluttet. Man bliver forenet med sig selv. Eller noget i den stil. Jeg bevægede mig den vej, mine sanser leder mig imod. Efter nogen kilometer standser jeg op. Jeg åbner mine øjne og kigger op. Jeg finder hurtigt stien og går op på bjerget. Da jeg er kommet der op, får jeg hurtigt øje på Luup. Han ligger stille på jorden. Jeg går i panik. Mit hjerte galoperer, bare han er okay. Jeg løber derover. ''Luup!'' Jeg slår min snude ind i hans brystkasse. Jeg prøver at ae ham uden at såre ham. Jeg lægger mig ned ved siden af ham og ligger så mit hoved tæt ind til hans. Jeg hvisker stille til ham: ''Vågn op. Du må ikke dø .. forsvind ikke fra mig. Jeg har brug for dig. Har aldrig været mere ensom, end da jeg indså, hvor meget du betød for mig. Måske er du bare en hund og jeg en løve, men jeg har lært, at vi ikke er så forskellige alligevel. Nu er det min tur til at hjælpe dig, så vil du ikke nok vågne? Så skal jeg nok gøre alt for dig. Bestige hvert bjerg, krydse hver flod og gå gennem flammer for dig. Alt.'' En tåre triller ned af min kind og rører ham. Jeg ser op, og røde, blå, grønne og gule flammer kredser omkring bjerget oppe på himlen. Stjernerne bliver mere tydelige. Da ser jeg det endelig klart. Vi er som skabt for hinanden. Min opgave er fuldført, jeg har hjulpet ham. Han har endelig fået fred i sjælen, for i hans sidste minut, kigger han på mig og hvisker stille: ''Tak fordi du kom. Jeg holder inderligt meget af dig …'' Da han har fuldført sætningen, lukker han øjnene, og livet forsvandt fra hans krop. Forladt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar